Mindesammenkomst

Der er ingen vedtagne regler for, hvordan en mindesammenkomst skal være eller hvordan den bør foregå. Afdøde har muligvis selv udtrykt ønske om at mindesammenkomsten skal afholdes et bestemt sted, hvad der skal serveres og så videre. Hvis afdøde ikke har efterladt noget på skrift, eller har fortalt de efterladte om sine ønsker, så er det op til de pårørende, om der skal holdes en mindesammenkomst, og hvordan den skal afholdes.

En mindehøjtidelighed bliver som regel holdt i forbindelse med en urnenedsættelse, hvor præsten er med og giver sin velsignelse i forbindelse med urnenedsættelsen.
I de tilfælde hvor det er afdødes ønske at deres aske skal spredes på åbent hav, kan en mindesammenkomst foregå på havet. Nogle steder kan man medbringe egen mad på båden eller bestille et traktement forud af bådselskabet. Vi anbefaler vores nedbrydelige urner, der opløses langsomt i havet, så ceremonien forløber roligt.

Det er helt naturligt at de pårørende ønsker at afholde en mindesammenkomst efter bisættelsen eller begravelsen. Både pårørende og venner kan få meget ud af sådan en mindesammenkomst. De pårørende får desuden mulighed for at hilse på alle deltagere ved højtideligheden, og møder måske venner fra afdødes barndom eller ungdom. Der er tradition for, at alle har lov til selv at sige et par mindeord. Eller måske synge en sang eller spille et musikstykke, som minder dem om afdøde.

Mindesammenkomsten holdes som regel enten på en restaurant, et lokale i forbindelse med kirken eller kapellet, et forsamlingshus eller privat. Man serverer som regel kaffe og brød. Men det kan være alt fra kaffe, øl og sodavand, champagne til kage, smørrebrød eller middag.

Det varer som regel et par timer at holde en mindesammenkomst, men det kan også sagtens vare en hel dag og aften. Afdøde kan have været bindeled mellem de pårørende og den enkelte deltager ved sammenkomsten. Derfor kan det tænkes at det også er sidste gang man ser personerne ved mindesammenkomsten i forbindelse med højtideligheden.

Traditionen er næsten 5000 år gammel i vores kultur. Der er fundet drikkeskåle ved gamle gravsteder fra stenalderen.
I nyere tid har man placeret afdøde i kiste i hjemmet, hvor venner og familie kom forbi og sagde farvel. Herefter gik man til kirken, og fik afdøde begravet. Derefter gik man hjem igen for at feste og mindes afdøde. Det er først fra 1870 og frem at man begyndte at opstille kiste i kirken og holde mindehøjtidelighed der. Mange kalder det i dag begravelseskaffe, da alkoholen ikke længere spiller så stor en rolle som tidligere.

Hjertebegravelse vil gerne være behjælpelige med at finde en leverandør af mad og drikke til jeres mindesammenkomst. Alternativt kan vi hjælpe med at finde et sted, der kan huse jeres deltagere ved mindesammenkomsten, samt stå for traktementet.

Læs mere i artiklen: Mindehøjtidelighed efter begravelsen

Traditioner for mindesammenkomster efter begravelser varierer betydeligt på tværs af kulturer og religioner, men fælles for mange er formålet: at ære den afdøde, støtte de efterladte og skabe fællesskab i sorgen. Her er et overblik over nogle landes traditioner:

Mindehøjtidelighed i Norge

I Norge kaldes mindesammenkomsten ofte gravøl eller minnesamvær. Traditionen har rødder i førkristen tid, hvor gravøl var en festlig sammenkomst, der ikke primært handlede om sorg, men om at fejre den afdødes liv. Ifølge kilder blev gravøl traditionelt afholdt syv dage efter dødsfaldet (kaldet sjaund på norrønt, fra “sjau” = syv), og det kunne vare flere dage, især på landet. Der blev serveret rigeligt med mad og stærk drik, og man forestillede sig, at den afdøde var usynligt til stede, med en plads ved bordet og servering til vedkommende. I dag er norske mindesammenkomster ofte mere afdæmpede, med enkel servering som kaffe og kage, og alkohol er sjældent inkluderet, hvilket adskiller sig fra den danske tradition, hvor øl eller snaps stadig kan være en del af gravøl.

Mindesammenkomst i Irland

I Irland er wake en velkendt tradition, hvor familie og venner samles i hjemmet hos den afdøde eller de pårørende før begravelsen. Denne tradition har rødder i både hedenske og kristne praksisser. Historisk blev kroppen holdt i hjemmet, og folk vågede over den, delte historier, sang og drak. I dag er wakes ofte mere uformelle, men de inkluderer stadig mad, drikke (ofte whisky eller øl) og fortællinger om den afdøde. Efter begravelsen kan der afholdes en sammenkomst på en pub eller i hjemmet, hvor musik og fællessang er almindelige. Den irske wake adskiller sig fra dansk gravøl ved at finde sted før begravelsen og have en mere festlig tone, men ligheden er det sociale fællesskab og deling af minder.

De dødes dag i Mexico

I Mexico er Día de los Muertos (De Dødes Dag) en central mindehøjtidelighed, der fejres 1.-2. november. Selvom det ikke er en direkte parallel til gravøl, fungerer det som en måde at mindes afdøde på. Folk samles ved grave, hjemmealtre (ofrendas) eller i fællesskab for at ære de døde med mad, drikke, musik og ofringer som sukkerkranier og blomster. Traditionen blander præcolumbianske oprindelige ritualer med katolske elementer fra Allehelgensdag, som vi også har i Danmark. Denne festlige tilgang til at mindes de døde minder om det førkristne gravøls fokus på at fejre livet frem for sorgen, hvilket også nævnes i danske kilder om gravøl.

Mindesamvær i Kina

I kinesisk kultur, især inden for buddhisme og taoisme, afholdes mindeceremonier ofte over flere dage eller uger efter dødsfaldet. En vigtig tradition er Qingtuan eller lignende sammenkomster, hvor familie og venner samles for at bede for den afdødes sjæl og tilbyde gaver som mad, papirpenge eller røgelse. Disse ceremonier kan finde sted hjemme, i templer eller ved graven. Mad spiller en stor rolle, og specifikke retter tilberedes til både de levende og som ofringer til den afdøde. Traditionen har rødder i konfuciansk ærbødighed for forfædre og buddhistiske forestillinger om efterlivet. Sammenlignet med dansk gravøl er kinesiske mindeceremonier mere ritualiserede og strækker sig over længere tid, men de deler formålet om at ære den afdøde og støtte de efterladte.

Mindesammenkomst i Indien for hinduistiske traditioner

I hinduistiske begravelser i Indien afholdes ofte en række ceremonier efter kremeringen, herunder en mindesammenkomst kaldet Shraddha. Denne ceremoni, der kan finde sted 10-13 dage efter dødsfaldet eller på årsdagen, involverer ofringer af mad (pinda) til den afdøde og bønner for sjælens rejse. Familien samles, og en præst leder ofte ritualerne. Maden, der serveres, er vegetarisk og tilberedt i henhold til religiøse forskrifter. Traditionen stammer fra vedisk religion, hvor det at hædre forfædre er central. Sammenlignet med dansk gravøl er Shraddha mere formel og religiøs, men begge traditioner fokuserer på at samle familie og venner for at mindes og støtte hinanden.

Gravøl i USA

I USA varierer traditionerne afhængigt af kulturel og religiøs baggrund. En almindelig praksis er funeral reception eller memorial gathering, der ofte finder sted efter begravelsen i et forsamlingshus, kirke eller hjemmet. Mad som sandwiches, kager eller lette retter serveres, og drikkevarer kan inkludere alkohol afhængigt af familiens præferencer. I nogle afroamerikanske samfund er repast en tradition, hvor mad og samvær spiller en stor rolle i at fejre den afdødes liv. Disse sammenkomster kan ligne dansk gravøl i deres uformelle natur, men de varierer mere i form og indhold, afhængigt af den afdødes kulturelle baggrund.

Opsummering: